RAKLA holder ferie til og med d. 22. september.
RAKLA er ikke kun på nettet, vi er også en lille butik, som har åbent i perioden fra påsken til efterårsferien.
Vi bor på Fur, Danmarks skønneste ø. Øen er altid et besøg værd - og det er vores butik også, hvis du interesserer dig for vin, garn, unikastrik, kunst og kunsthåndværk.
Derudover har vi et galleri, hvor vi viser tre udstillinger af danske billedkunstnere henover perioden maj til august.
Her en præsentation af de syv faste udstillere i butik "Rakla":
I sine malerier lader hun sig inspirere af naturen og rummet omkring sig. Hun bevæger sig mellem det abstrakte og det konkrete formsprog og vil gerne have at iagttageren selv få mulighed for i fantasien at arbejde videre med billedet. En del af billederne er en fusion af fotografi og maleri. Mange af fotografierne er taget i molergravene på Fur, limet op på lærred og brugt som inspiration til form og farve i billedet. Detaljen i moleret bliver til et nyt landskab eller figur, ligesom knust moler indgår som malemiddel sammen med akryl.
Keramiker Jette Plus Jørgensen – Unikke keramiske arbejder inspireret af de former og figurer, hun møder på sin vej, samt smukke, ”rene” og enkle ting i brugskunst, som med sine på en gang klassiske og alligevel moderne linjer opfordrer til at blive brugt igen og igen. Hårdbrændt ”paskram”, som snildt klarer en opvaskemaskine og som du vil elske at have stående fremme.
Fabulerende keramik og kunsthåndværk, fantasifulde figurer, som er udført i dekoreret stentøjsler. Hendes udtryk kan både kaldes naivistisk eller magisk realisme. Her er ugler og stjernekiggere, der er finurlige huse, hvorpå der sidder kvinder, som gennem kikkerter spejder ud i verden, skønne gulddekorede fade og meget mere.
Keramiker Helle Fabricius - Organiske former og det spirende liv i forfaldets kompleksitet er udgangspunktet for hendes skulpturer. Udført i stentøj - brændt i el-ovn eller i brændefyret rakuovn. Motiv-verdenen er fra bronzealderens helleristninger - vores kulturs første billeder. Med baggrund i samme inspiration laver Helle Fabricius også skøn brugskunst.
Rikke Precht´s glasteknik og former flammer i de smukkeste farvekombinationer fra de blide og beroligende lyse nuancer til de mere højt vibrerende farver som heftig rød og den frække violette tone. Rikke Precht lader sin kreative kraft gnistre og hendes Unika glaskunst kan tage pusten fra enhver.
Jeg er dybt fascineret af ligheden mellem et atom med dets kredsende elektroner og et solsystem, mellem nuet og evigheden, mellem livet her og nu og de evigtgyldige udtryk, som samtidigt er i vores korte liv.
Rikke Stenholt arbejder med varmt mundblæst glas, samt bronze, kobber, sølv, stål, læder og gummi i sine værker og skaber på den måde helt særlig sart og smuk brugskunst og unika. Rikke Stenholt har udstillet i Danmark og udlandet og er altid at finde hos Rakla.